← Viden

Video SEO: Få mere ud af de videoer, I allerede har

Gør jeres optagelser lettere at finde i Google og mere brugbare på hjemmesiden. Egne videosider, undertekster og genbrug af indhold kan give interviews og forklaringer længere liv.

Der ligger ofte meget arbejde i en god video. Nogen har forberedt sig, stillet op og fortalt noget, der er værd at høre. Efter udgivelsen kan optagelsen alligevel ende langt nede på en side eller som et link, man kun finder, hvis man allerede ved, at det findes.

Video SEO handler om at gøre videoer lettere at finde og forstå i søgemaskiner. Her er fokus på jeres egen hjemmeside: hvordan eksisterende optagelser får en tydelig plads, kan findes via Google og bliver nyttige for dem, der besøger siden. Jeg har på det seneste arbejdet med netop den opgave.

Motiv fra Democracy Fitness’ video om 30 minutters træning, indarbejdet i en illustration af video og genbrug af indhold.
Motivet er fra Democracy Fitness’ videokanal, som jeg har udviklet til deres hjemmeside.

Giv hver video en tydelig opgave og en egen side

En besøgende skal hurtigt kunne forstå, hvorfor en video er relevant. Hvad handler den om? Hvem taler? Hvilket spørgsmål får man svar på?

En selvstændig videoside kan give plads til en præcis titel, en kort introduktion og selve optagelsen. Siden får sit eget link, som kan deles i et nyhedsbrev, sendes til en kollega eller bruges fra andre sider på hjemmesiden. Den kan også pege videre til beslægtede videoer eller til den ydelse, der bliver fortalt om, eller til den konsulent, der taler i videoen.

For eksempel kan et interview om introduktion af nye medarbejdere bruges både i en videosamling og på en side om onboarding. Begge steder kan henvise til samme videoside. Så skal titel og beskrivelse kun vedligeholdes ét sted.

Organisér efter det, folk vil vide

Den nyeste video er ikke nødvendigvis den mest relevante. Har I en samling af interviews, vejledninger og oplæg, kan emner hjælpe besøgende med at finde det, de kom efter.

En lille samling kan klares med en enkel oversigt. Når materialet vokser, kan kategorier, søgning eller filtre give mening. De skal tage udgangspunkt i indholdet og læserens spørgsmål. Interne projektnavne er sjældent den bedste indgang for en, der møder jer for første gang.

I en videoløsning, jeg har arbejdet med, har vi samlet eksisterende optagelser i et arkiv med kategorier og selvstændige videosider. Det giver mulighed for at vise relaterede videoer, så den enkelte optagelse hænger sammen med resten af materialet.

Gør det sagte til tekst, der også kan bruges

Undertekster gør det muligt at følge talen uden lyd og hjælper blandt andre mennesker med nedsat hørelse. En transskription – det sagte skrevet ud som tekst – giver en anden indgang. Man kan skimme, finde en formulering og læse i sit eget tempo.

Hvis en optagelse viser noget vigtigt, som ikke bliver forklaret med ord, skal det også beskrives, for at teksten kan stå alene. Det kan for eksempel være en demonstration på en skærm.

Jeg har arbejdet med en løsning, hvor undertekster og den synlige tekst tager udgangspunkt i samme tekstgrundlag. Det gør det lettere at holde rettelser samlet. Ved længere optagelser kan man desuden tilføje kapitler eller en interaktiv tekst, hvor et klik fører til det relevante tidspunkt i videoen.

AI kan hjælpe med at bearbejde materialet

AI kan lave et første udkast til en transskription og foreslå en kort beskrivelse, emner eller en opdeling af et længere oplæg. Det kan også være en hjælp til at finde passager, som fortjener at blive fremhævet eller brugt i en artikel.

Der skal stadig lyttes og redigeres. Navne og fagudtryk kan blive misforstået, og et kort uddrag kan ændre betydning, når sammenhængen forsvinder. Et citat skal kontrolleres mod optagelsen. Den faglige pointe og den medvirkendes stemme skal bevares.

Når tekstgrundlaget er på plads, kan det blive afsæt for en FAQ, et nyhedsbrev eller et blogindlæg. Det kræver en redaktionel bearbejdning til den nye form. Se også hvordan jeg bruger AI som hjælp til blogarbejdet.

Video SEO på egen hjemmeside: Det skal være på plads

En video giver ikke automatisk bedre placeringer. Hvis den skal kunne optræde i Googles videoresultater, skal den ligge på en side, hvor videoen er hovedindholdet. En video nederst i et langt blogindlæg har en anden rolle.

De vigtigste greb er:

  • En selvstændig videoside. Giv optagelsen en præcis titel og beskrivelse, og gør den synlig på siden.
  • Et relevant miniaturebillede. Vælg et billede, der repræsenterer optagelsen, og sørg for, at Google kan hente det.
  • Adgang og korrekte oplysninger. Søgemaskinen skal kunne finde siden og videoen. Strukturerede data som VideoObject kan beskrive blandt andet titel, billede og udgivelsesdato. Et videositemap kan hjælpe med at finde optagelserne.
  • Opfølgning i Search Console. Undersøg, om videoerne bliver indekseret, og om der er problemer.

Det skaber et teknisk grundlag for synlighed, men garanterer hverken indeksering eller en bestemt placering.

Følg både søgninger og brugen af videoerne

Synlighed er kun en del af opgaven. Søgninger og klik kan vise, om folk finder videosiderne. Afspilninger og klik videre kan fortælle noget om, hvad der sker bagefter, hvis målingen er sat op. De tal beskriver forskellige dele af besøget og bør vurderes hver for sig.

Videoerne behøver ikke ligge som filer på selve hjemmesiden. De kan også afspilles fra en videoplatform. Valget afhænger blandt andet af mængden, afspilningen og behovet for kontrol. Uanset løsning skal visningen fungere på mobil, og et lodret interview bør ikke beskæres, så ansigtet forsvinder.

Begynd med en video, der stadig har noget at sige

Vælg en optagelse, som svarer på et spørgsmål, I stadig får. Giv den en god side, gennemarbejd teksten, og forbind den med de steder på hjemmesiden, hvor svaret er relevant. Så har I noget konkret at vurdere, før resten af arkivet får samme behandling.

Det kan ofte indgå i en videreudvikling af den eksisterende hjemmeside. De næste brugbare svar ligger måske allerede i jeres optagelser.